29/04/16

Udvalgt som totalrådgiver

Tegnestuen er blevet valgt som totalrådgiver i Søndervig på baggrund af vores idéoplæg, der puster nyt liv i fortællingen om byen, ved at bringe fragmenter af den lokale natur ind i byrummet, som nye identitetsskabende elementer. Første workshop, hvor idéerne skal videreudvikles med byens beboere, erhvervsdrivende og kommunens planlæggere, afholdes d. 25 maj.


Se RealDanias hjemmeside >>>



29/04/16

Vinderforslag til nyt kapel

Menighedsrådet i Odder har valgt vores projekt som vinder af den indbudte konkurrence om et nyt kapel til Odder Ny Kirkegård. Der var stor enighed i menighedsrådet om valget, og projektet er nu sendt videre til kommunen, så det kan indgå i den lokalplanlægning, der pågår. Vi ser frem til dialogen og samarbejdet med menighedsrådet og glæder os til at tegne videre på projektet.


læs artikel >>>



11/04/16

Udbud i Søndervig

Ringkøbing-Skjern Kommune har inviteret os til at deltage i udbuddet omkring totalrådgivning i forbindelse med revitaliseringen af Badevej og den centrale plads i hjertet af Søndervig. Stedets historie og byens beliggenhed i klitlandskabet ved Vesterhavet ønskes formidlet gennem enkle arkitektoniske greb, der kan danne ramme om nye aktiviteter og et mangfoldigt byliv.


Se kort >>>



03/03/16

Kapel til Odder Ny Kirkegård

Menighedsrådet i Odder Kirke har inviteret os til at deltage i konkurrencen om et nyt kapel til Odder Ny Kirkegård. Det foreslåede byggefelt ligger mellem store træer for enden af den nye hovedakse gennem kirkegården, der tænkes etableret i forbindelse med byggeriet. Det nye kapel får således en helt central placering og bliver det nye omdrejningspunkt på kirkegården.


Læs mere >>>



02/02/16

Studietur til Blåvand

Idag var vi en tur i Blåvand for at samle inspiration til konkurrencen "Blåvand Strandpark", som vi er blevet prækvalificerede til sammen med Møller & Grønborg. Projektet skal indeholde en promenade gennem klitlandskabet, samt en række nye pejlemærker, der inviterer de besøgende til at opleve naturens mangfoldighed og de voldsomme kræfter, der er på spil langs vestkysten.


Se kort >>>



18/01/16

Prækvalificeret i Maribo

Sammen med Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue er vi blevet prækvalificeret til at deltage i konkurrencen; "Historiske Kulturmiljøer ved Klostersøen i Maribo - Usynlige Samtaler". Konkurrenceområdet ligger omkring den gamle domkirke i Maribo og klosterruinen, hvis historie ønskes fortalt igennem nye indgreb, der knytter byen og Klostersøen tættere sammen.


Se kort >>>



17/12/15

Indvielse under Kulbroen

To af de tre huse, som vi tegnede til byens hjemløse i forbindelse med Aarhus Festuge, er blevet genopført ved værestederne under kulbroen på Sydhavnen. Idag blev de officielt indviet af rådmand Christian Würtz, rådmand Thomas Medom og stadsarkitekt Stephen Willacy. Formålet med projektet er at skabe et byrum med udgangspunkt i de hjemløses ønsker og behov.


Se kulbroen.dk >>>



05/11/15

Oplæg hos DAC

På tirsdag går turen til Middelfart, hvor vi er blevet inviteret af Dansk Arkitektur Center til at holde et oplæg om Den Uendelige Bro. Oplægget er en del af en større konference om kystturisme og arkitektur, med flere internationale deltagere, som vil give deres bud på arkitekturens potentiale i forhold til at skabe nye muligheder og oplevelser for besøgende i kystlandskabet.


Se dac.dk >>>



09/10/15

Painting the 1960s

Idag åbner udstillingen "Painting the 1960s" på kunstmuseet Brandts. Udstillingen viser et spraglet udpluk af dansk kunst fra 60'erne, der dyrker det eksperimenterende og konceptuelle. Vores udstillingsdesign består af en række foldede vægge, som slynger sig igennem to gallerier og danner åbne, farverige rumligheder omkring de kunstneriske eksperimenter.


Se brandts.dk >>>



01/10/15

Stadsarkitektens Særpris

Idag modtog Den Uendelige Bro Stadsarkitektens Særpris for godt byggeri i Aarhus. ”Det er et fremragende projekt, der bryder grænser. Det er landskabsarkitektur og kunst sat sammen på en vidunderlig måde. Den bro er født til det sted, og den er et bevis på, hvad arkitektur kan, når det er oppe på den helt store klinge, som det er her,” siger Stadsarkitekt Stephen Willacy.


se projekt >>>



21/09/15

Ild på Ejer Bavnehøj

I fredags blev vores skulptur ILDSTEDET brændt af på Ejer Bavnehøj. Over 1.000 mennesker var mødt op for at se, opleve og tage del i værket. Mange hjalp med optændingen af værket, der skabte en helt særlig stemning omkring Genforeningstårnet på toppen af højen. Stor tak til alle de fremmødte og Foreningen Ejer Bavnehøjs Venner for et godt samarbejde og en fantastisk aften.


læs anmeldelse >>>



18/09/15

TV på byggepladsen

Igår var TV2 Østjylland forbi Ejer Bavnehøj for at følge opsætningen af vores skulptur ILDSTEDET, der opføres i forbindelse med KulturAften 2015 i Skanderborg Kommune. Skulpturen er inspireret af bavnehøjens historie som signalpost i landskabet, hvorfra man kaldte til samling ved at tænde bål. På samme måde håber vi, at folk vil samles på højen, når vi sætter ild til værket i aften.


Se indslag >>>



03/08/15

Dronebilleder går verden rundt

De fantastiske dronebilleder af Den Uendelige Bro, taget af Aarhus I Billeder, er i løbet af sommeren gået verden rundt. Flere store design- og arkitekturhjemmesider, som ArchDaily, designboom, DomusWeb og WIRED, har publiceret billederne, der også er blevet trykt i magasiner og aviser fra Equador til Japan. Hatten af for Aarhus I Billeder og den smukke forevigelse af værket.


se Aarhus I Billeder >>>



01/07/15

Børnenes favorit 2015

Under høj sol og godt humør afholdte Sculpture by the Sea i dag den traditionelle prisoverrækkelse på Tangkrogen i Aarhus. Her blev en række skulpturer præmieret på baggrund af en afstemning blandt publikum og en kunstfaglig jury. Den Uendelige Bro blev udråbt som børnenes favorit, og vi modtog en flot pris på 25.000 kroner for værket. Tusind tak til alle jer der stemte på broen!


Se sculpturebythesea.dk >>>



30/06/15

Åbent Hus i festugen

I tæt samarbejde med byens væresteder, Aarhus Festuge, Aarhus Tech og stadsarkitekt Stephen Willacy arbejder tegnestuen på at opføre en række åbne huse til byens hjemløse under årets festuge. De åbne huse skal invitere til samtale og dialog på de hjemløses præmisser, ved at præsentere forskellige funktioner og kreativt indhold, som de hjemløse er med til at definere og skabe.


Se aarhusfestuge.dk >>>



19/05/15

Indslag fra byggepladsen

I fredags blev det sidste modul monteret på Den Uendelige Bro, som er tegnestuens bidrag til Sculpture by the Sea 2015. TV2 Østjylland har fulgt opførelsen af værket, som er foregået i tæt samarbejde med undervisere og lærlinge fra Aarhus Tech. Takket være deres store engagement på stranden ved Varna Palæet står skulpturen nu klar til udstillingsåbning d. 5. juni.


se indslag >>>



18/04/15

Indvielse af beboerhus

Igår blev første etape af ombygningen af Beboernes Hus i Sølystgade indviet med stor festivitas. Huset summende af liv og de nye lokaler blev vel modtaget af de mange fremmødte. Med indvielsen begynder et nyt kapitel i beboerhusets historie, som forhåbentligt vil berige kvarteret mange år frem i tiden. Vi glæder os over det fine resultat og takker alle involverede.


Se Projekt >>>



15/04/15

Fernisering i Milano

Efter nogle hektiske dage åbnede udstillingen "Resilience" igår på designugen i Milano. Udstillingen, der viser projekter fra de studerende på VIA, har allerede inden åbningen fået en del opmærksomhed fra udstillingsstedets kuratorer, der roser det tre-dimensionelle udstillingskoncept. Vi takker Culture Works og VIA Erhverv for et godt samarbejde omkring udstillingen.


Se billeder >>>



13/04/15

Forår på Ollerupvej

I fredags var vi på besøg hos Jesper og Lotte i Højbjerg, for at se hvordan deres nye hus tager form. Der har været god aktivitet på byggepladsen siden vores sidste besøg, og arbejdet med tag og facader er nu afsluttet. Jesper er i gang med den indvendige aptering, og vi tegner på de sidste detaljer omkring køkken-alrummet. Vi glæder os til at se det færdige resultat inden længe.


se projekt >>>



26/03/15

Aarhus Tech bygger bro

Tegnestuen har indgået et samarbejde med Aarhus Tech om opførelsen af Den Uendelige Bro til Sculpture by the Sea til sommer. Ialt 60 broelementer skal konstrueres med stor præcission og efterfølgende samles på stranden med en specialbygget kran. Engagementet er stort, og de flittige tømrerlærlinge bygger på livet løs frem mod deadline i slutningen af april.


Se Projekt >>>



12/02/15

Ombygning af Søsporten

Aarhus Kommune har bedt os om at tegne et forslag til ombygning af Søsporten ved den gamle bedding på Fiskerihavnen. Udover moderniseringen af det historiske klubhus skal der etableres en ny forplads mod beddingen, hvor den kommende havnekanal får sit udløb. Forslaget udvikles på baggrund af en række skitsemøder med brugerne, der afholdes i løbet af foråret.


Se kort >>>



28/01/15

Udstilling i Milano

I samarbejde med Culture Works, har tegnestuen fået til opgave at designe en udstilling for VIA Erhverv til Milan Design Week 2015. Udstillingen skal foregå i en gammel industrihal, hvor man ønsker at vise et bredt udsnit af de studerendes arbejder. Vores opgave er at skabe en fleksibel rumlig struktur, der sammenbinder og iscenesætter de udstillede objekter.


Ventura Projects >>>



14/01/15

Ombygning på Brandts

Efter det vellykkede samarbejde omkring designet af den nye samlingsfløj, har Brandts bedt os om at gentænke ankomstsituationen for museets gæster. Formålet er at skabe åbenhed og sammenhæng mellem de omkringliggende byrum og museets indgangspartier, foyeren og det centrale trapperum, der forbinder de forskellige udstillingssale i det historiske bygningskompleks.


Se Brandts.dk >>>



04/11/14

TreePot lanceres i Europa

Idag har vi indgået aftale med OutSider om salg og distribution af TreePot på det europæiske marked. OutSider forhandler moderne byrumsinventar med fokus på enkle, multifunktionelle og kreative designløsninger, der udfordrer konventionelle tænkemåder. TreePot passer derfor godt ind i deres sortiment, og vi ser frem til den officielle lancering til januar næste år.


Se out-sider.dk >>>



09/10/14

Ny rampe til Den Permanente

Center for Byens Anvendelse ved Aarhus Kommune, har bedt os om at tegne et nyt trappe- og rampeanlæg til tunellen, der forbinder Riis Skov og badeanstalten Den Permanente. Anlægget skal forbedre tilgængeligheden til strandene omkring badeanstalten og på sigt indgå som en vigtig del af en fremtidig kystpromenade langs Riis Skov mellem Træskibshavnen og Den Permanente.


Se kort >>>



19/09/14

Besigtigelse på Ollerupvej

Jesper og Lottes hus på Ollerupvej begynder så småt at tage form. Fundamenter og gulve er støbt, og stålrammerne, der udgør den bærende konstruktion i huset, er netop blevet rejst. På byggepladsen fornemmer man således tydeligt konturen af det langstrakte hus og den tætte relationen til haven, der vil opstå, når huset står færdigt til foråret.


Se projekt >>>



15/09/14

Byggestart i Sølystgade

Efter en god skitseringsproces og efterfølgende projektering, i tæt dialog med brugerne og Aarhus Kommune, er ombygningen af beboerhuset i Sølystgade nu gået igang. Beboere og håndværkere er i fuld sving på byggepladsen, og humøret er højt. Vi ser frem til en god proces omkring byggeriet, og glæder os til at beboerne kan tage de nye lokaler i brug til foråret.


Se projekt >>>



01/08/14

Indflytning på Kaplevej

Stilladset omkring det lille rækkehus på Kaplevej er nu taget ned, og den nybyggede kastelkvist mod haven træder frem i sommersolen. De nye rum under taget er klar til indflytning og arbejdet med ombygningen og istandsættelsen af rækkehuset er således afsluttet. Vi takker alle involverede for et godt samarbejde og glæder os sammen med bygherre over det fine resultat.


Se projekt >>>



21/07/14

TreePot på Nordhavnen

Center for Byens Anvendelse ved Aarhus Kommune har valgt TreePot som det centrale designelement i forbindelse med indretningen af midlertidige pladser på Nordhavnen. Med TreePot skabes muligheden for en fleksibel begrønning, der let kan opstilles og flyttes imellem de midlertidige byrum, der løbende opstår, efterhånden som den nye bydel vokser frem på havnen.


Se projekt >>>



01/07/14

Ny udstrækningspost i Riis Skov

Idag blev prototypen på vores nye udstrækningspost opstillet i Riis Skov, som et forsøg i samarbejde med Aarhus Kommune. Posten er en simpel stålsøjle med rør monteret i forskellige højder, der gør det muligt for motionister at lave en lang række trænings- og udstrækningsøvelser. På sigt er det planen at posten skal opstilles langs løberuter i hele kommunen.


Se projekt >>>



17/06/14

Skærme til Kaplevej

Metalskærmene til den nye kvist på Kaplevej er færdige fra smeden og klar til montering i løbet af ugen. Skærmene er specialfremstillede til projektet og skal fungere som solafskærmning og mindske indkig fra nabohaven. Mønsteret på skærmene er en abstraktion over silhouetten af en trækrone, der vil lyse op som en inverteret skygge på gulvet i det nye opholdsrum under kvisten.


Se projekt >>>



11/06/14

Sculpture by the Sea 2015

Den Uendelige Bro er blevet udvalgt som én af de skulpturer, der skal udstilles på Sculpture by the Sea ved Aarhus Bugt i sommeren 2015. Den kuraterede udstilling modtog i år 440 ansøgninger fra 49 lande, hvoraf kun 59 er blevet udvalgt til at deltage i udstillingen. Vi er glade for at være sluppet igennem nåleøjet og ser frem til at gå en tur på vandet næste sommer.


Se projekt >>>



06/06/14

Atelier 2.0

Katja Bjørn har bedt os om at revidere skitserne til det lille atelier, som vi tegnede til hende sidste sommer. Det er nu gjort, og Katja har godkendt det nye forslag. Atelieret skal bygges i hendes have, og indrettes så det også kan bruges, når familien holder fest eller har overnattende gæster. Ansøgningen om byggetilladelse er sendt, og vi forventer byggestart i løbet af efteråret.


Se projekt >>>



30/05/14

Bjørn Wiinblad på Arken

I efteråret 2015 præsenterer kunstmuseet Arken en omfattende udstilling af den danske kunstner Bjørn Wiinblads værker. I den forbindelse har museet bedt tegnestuen om at komme med et oplæg til et udstillingsdesign, der kan rumme den mangefacetterede kunstners sprudlende og fabulerende univers. Vi ser frem til et farverigt samarbejde med Arken omkring udstillingen.


Se ARKENs hjemmeside >>>



12/05/14

Åbning af det nye Brandts

Fredag aften åbnede det nye Brandts i Odense med to særudstillinger og en nyophængning af museets faste samling i den nye samlingsfløj. Designet af den nye samlingsfløj blev vel modtaget af publikum og museets direktør, der i sin åbningstale takkede tegnestuen for de smukke rum. Vi takker tilgengæld for et godt samarbejde og glæder os over et vellykket resultat.


Se projekt >>>



17/04/14

Besøg på Kaplevej

I forbindelse med påsken har vi været i Virum for at se til ombygningen af rækkehuset på Kaplevej. Arbejdet i stueetagen og kælderen er afsluttet, så nu er turen kommet til tagetagen, der skal indrettes til beboelse. De nye tagspær er på plads, og man fornemmer konturerne af de nye rum under taget. Familien er flyttet ind og glæder sig til at kunne tage den nye etage i brug inden længe.


Se projekt >>>



28/03/14

Én-familiehus i Højbjerg

Efter en god dialog har Jesper og Lotte godkendt vores skitseforslag til deres nye hus i Højbjerg. Huset skal bygges på en smal parcel i et tidligere sommerhusområde, så for at udnytte grunden bedst muligt, har vi tegnet et langstrakt hus, hvis form sikrer et optimalt lysindfald i haven samt til husets værelser og opholdsrum. Vi forventer byggestart først på sommeren.


Se grunden >>>



24/03/14

Ny samlingsfløj på Brandts

Arbejdet med indretningen af den nye samlingsfløj på Brandts i Odense nærmer sig afslutningen. Museets teknikere har gjort en fornem indsats i forbindelse med opbygningen af de nye vægge, der folder sig igennem de store sale, og favner den sammenbragte udstilling fra Fyns Kunstmuseum, Kunsthallen Brandts og Museet for Fotokunst i Odense. Udstillingen åbner d. 9. maj.


Se projekt >>>



17/03/14

Energirenovering af beboerhus

Aarhus Kommune har bedt os om at føre pennen i forbindelse med energirenoveringen og moderniseringen af Beboernes Hus i Sølystgade. Beboerhuset ligger i en gammel rugbrødsfabrik og har siden 70'erne været et meget aktivt og levende sted i hjertet af Øgade-kvarteret. Projektet udvikles i tæt dialog med brugerne, hvis ønsker og idéer danner udgangspunkt for skitseringen.


Se beboerhusets hjemmeside >>>



04/02/14

Sommerhus ved Saltum

I løbet af efteråret og vinteren har vi tegnet et nyt sommerhus til Knud og Lene med plads til hele familien. Huset skal erstatte deres nuværende sommerhus, som ligger på en grund med havkig i det kuperede klitlandskab vest for Saltum. Der er planlagt byggestart til efteråret, og byggeriet forventes afsluttet i løbet af foråret, så familien kan holde ferie i huset til næste sommer.


Se grunden >>>



24/01/14

Bro til Classic Race Aarhus

Fondsbestyrelsen for Classic Race Aarhus har idag godkendt konceptskitsen til en ny ikonisk fodgængerbro med integreret lift, der vil give publikum mulighed for at krydse banen, når der køres klassisk ræs omkring Mindeparken om sommeren. Broen er flytbar og kan derfor også bruges til andre begivenheder i byen, som f.eks. cykelløb, motionsløb eller marathon.


Se løbets hjemmeside >>>



20/01/14

Første skoledag

Niels er idag begyndt som gæstelærer på Skolen for Kunst og Design i Aarhus, hvor han i løbet af foråret skal underviser kommende arkitekter og designere i håndtegning. Undervisningen er målrettet optagelsesprøverne på designuddannelserne og spænder fra den flygtige registrerende skitse til gennemarbejdede perspektivtegninger.


Se skolens hjemmeside >>>



04/12/13

Ombygning på Kaplevej

Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune har godkendt tegnestuens forslag til ombygning af et rækkehus på Kaplevej i Virum. Huset ligger i en meget harmonisk bebyggelse fra 1945 og ejes af en ung børnefamilie, som ønsker en nutidig indretning af deres bolig med respekt for den historiske kontekst og skala. Projektet forventes færdigt til foråret.


Se projekt >>>



25/11/13

Fernisering i Lillehammer

I lørdags åbnede udstillingen Tusen Tråder på Lillehammer Kunstmuseum og Maihaugen, hvor tegnestuen står bag iscenesættelsen af de historiske tekstiler, der udstilles. Takket være et godt samarbejde og en stor indsats fra museernes side er det lykkedes at skabe en let og elegant udstilling, der forbinder den historiske tradition med nutiden indenfor norsk tekstilkunst.


Se projekt >>>



11/10/13

Åbning af Pas De Deux Royal

Interessen var stor da ARoS idag slog dørene op til efterårets store udstilling Pas De Deux Royal. Museets foyer var pakket til bristepunktet under Kronprinsens åbningstale, som markerede afslutningen på ét års samarbejde omkring udstillingen, som er blevet til i tæt dialog med Kongehuset. Vi takker alle involverede for et inspirerende kunstnerisk møde.


Se projekt >>>



07/10/13

DR1 på ARoS

Aftenshowet har været en tur forbi ARoS og fået et smugkig på udstillingsdesignet til Pas De Deux Royal. I indslaget fortæller museumsdirektøren om baggrunden for udstillingen og viser rundt i udstillingsrummene, hvor man blandt andet ser animationen af Prins Henriks håndskrevne digt, Laurentation. Vi glæder os til på fredag, hvor udstillingen åbner officielt.


Se indslag >>>



06/10/13

Lav sol over Dronningestolen

Siddemøblerne er ankommet til Dronningestolen i Riis Skov og opstillingen er godt igang. Rydningen af den lave beplantning omkring udsigtspunktet er afsluttet, og stedet træder nu tydeligt frem på toppen af den stejle skrænt mod bugten. Udsigten mod byen og havnen er markant forbedret, og den nye opholdsmulighed vækker begejstring blandt de besøgende i skoven.


Se projekt >>>



11/09/13

TreePot bliver på Store Torv

Den midlertidige begrønning af Store Torv i forbindelse med Festugen var en stor succes, og derfor har Grønne Områder ved Aarhus Kommune besluttet at de 8 TreePots kan blive stående på Store Torv sæsonen ud. Vi glæder os på pladsens vegne og takker alle involverede for et godt samarbejde omkring opstillingen af plantekummerne.


Se projekt >>>



09/09/13

Byggestart i Riis Skov

Renoveringen af udsigspunktet i den sydlige ende af Riis Skov er gået igang. Den lave beplantning omkring udsigtspunktet ryddes, pladsen omlægges og de gamle bænke erstattes af nye siddemøbler i massiv eg, som vi har tegnet for skovfogeden. Midt i oktober vil man igen kunne slå sig ned på pladsen og nyde udsigten over byen, havnen og bugten fra dette særlige sted.


Se projekt >>>



01/09/13

TreePot i TV

I forbindelse med Aarhus Festuge har vi opstillet 8 TreePots på Store Torv for Grønne Områder ved Aarhus Kommune. Kummerne er tilplantet med hvid lyng og paradisæbletræer. Den midlertidige begrønning af pladsen er blevet vel modtaget og i tv-indslaget fortæller en begejstret Stadsarkitekt, hvordan begrønningen af pladsen bidrager positivt til oplevelsen af dette centrale byrum.


Se indslag >>>



29/08/13

Opbygning på ARoS

Efter knap et års skitsering i tæt samarbejde med museets kuratorer er opbygningen af efterårets store udstilling Pas De Deux Royal på ARoS nu i fuld gang. Håndværkerne arbejder koncentreret og udstillingsrummene tager form dag for dag. De sidste detaljer er ved at være på plads, og vi glæder os til at se det færdige resultat inden længe.


Se udstillingens hjemmeside >>>



22/08/13

Belysning på Marselis Boulevard

I nat blev belysningen af udearealerne på Marselis Boulevard justeret en sidste gang, og dermed er arbejdet med omlægningen af udearealerne afsluttet. Ejendommens beboere tog området i brug først på sommeren og tilfredsheden med projektet er stor. Vi takker bygherre og alle involverede for et godt samarbejde og glæder os over det fine resultat.


Se projekt >>>



27/06/13

Pas de Deux Royal

I samarbejde med ARoS - Aarhus Kunstmuseum og Det Danske Kongehus tegner Gjøde & Povlsgaard Arkitekter efterårets store udstilling 'Pas de Deux Royal', der åbner d. 12. oktober. Udstillingen fremviser Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens individuelle kunstneriske egenskaber fra deres ungdom og frem til i dag.


Se museets hjemmeside >>>



10/06/13

Indvielse af Herman's

I lørdags slog det nye kulturhus i Tivoli Friheden dørene op for publikum. Godt et år efter at de første skitser blev tegnet, kunne 800 festklædte gæster træde ind i den nye teatersal og nyde åbningsshowet efterfulgt af drinks og canapéer i foyeren. Vi takker for en hyggelig aften, og glæder os over den fine modtagelse, som huset har fået af både publikum og scenekunstnere.


Se projekt >>>



26/05/13

Belægningen er klar

På taget af parkeringskælderen ved højhuset på Marselis Boulevard er belægningen nu færdig. Klartekrydset og banderne er monteret, og de forskellige sportsbaner er streget op. Det sidste der mangler, før taget er klart til brug, er de specialfremstillede mål til multibanen og den hvide windbreaker, der bliver sat op på hegnet omkring aktivitetsområdet.


Se projekt >>>



18/05/13

Planter i væksthuset

Arbejdet med udearelerne på Marselis Boulevard nærmer sig afslutningen. Væksthuset på taget af cykelkælderen står færdigt, og de store plantepotter i og omkring væksthuset er netop blevet tilplantet. Alle anlæg i terræn er afsluttet, og der arbejdes intenst med færdiggørelsen af aktivitetsområdet på taget af parkeringskælderen inden projektet afleveres d. 28 maj.


Se projekt >>>



17/05/13

Espalier på Herman's

Monteringen af espalieret på Herman's i Tivoli Friheden er påbegyndt, og det tegner indtil videre meget lovende. Espalieret er det sidste, der mangler, før bygningen står færdig og kan afleveres til bygherre. Ialt skal der monteres 2,7 km egetræslister på bygningens facader, og tømreren arbejder på højtryk for at blive færdig til den officielle indvielse d. 8 juni.


Se projekt >>>



16/05/13

TreePot ved Turbinehallen

I forbindelse med The Tall Ships Races 2013 har Aarhus Kommune besluttet at lave et kombineret event- og cykelparkeringsområde foran Turbinehallen på Aarhus Havn. Som en markant del af indretningen på pladsen bruges TreePot, der tilplantes med hanesporetjørn og vinca. Udover at fungere som plantebed og siddemøbel afskærmer kummen området for biltrafik.


Se projekt >>>



08/04/13

Tusen Tråder

Lillehammer Kunstmuseum og Friluftsmuseet Maihaugen har bedt tegnestuen om at udvikle et udstillingskoncept og en visuel identitet til udstillingen Tusen Tråder, som åbner i Lillehammer til november. Udstillingen kommer til at foregå sideløbende på de to udstillingssteder, der vil vise henholdsvis moderne norsk tekstilkunst og historiske beklædningsgenstande.


Se udstillingens hjemmeside >>>



19/03/13

Atelier til Katja Bjørn

Tegnestuen har fået til opgave at tegne et lille atelier til kunstneren Katja Bjørn. Bygningen skal fungere som et fleksibelt arbejdsrum med mulighed for ophold og være velegnet til arbejde med optagelse og redigering af video i. Atelieret skal indpasses i kunstnerens egen have og stå som et moderne modstykke til den gamle villa, hvor hun bor med sin familie.


Se projekt >>>



07/03/13

Teatret er lukket

Efter et par intense måneder på byggepladsen er teatrets facader nu lukkede. Der er kommet varme på i bygningen, og apteringen af de invendige overflader er igang. Der lægges gulv i sal og foyer, og snart ankommer teleskoptribunen fra England. Udenfor er brolæggeren igang med arealerne omkring bygningen, hvor trapper, ramper og terrasser begynder at tage form.


Se projekt >>>



07/01/13

Byggestart i Friheden

Fundamenterne er støbt til det nye teater i Tivoli Friheden, og arbejdet med at rejse stålet er i fuld gang. I første omgang monteres de hvide stålprofiler omkring foyeren, og bagefter følger de sorte rammer omkring salen. Arbejdet skrider planmæssigt frem og forventes afsluttet i løbet af et par uger, hvor arbejdet med at lukke huset begynder.


Se projekt >>>



07/12/12

Harlekin-espalieret er godkendt

Efter en god dialog med Stadsarkitekten og Bevaringsudvalget hos Aarhus Kommune er harlekin-espalieret, der pryder den nye teaterbygning i Tivoli Friheden, godkendt, og således er byggetilladelsen i hus. Espalieret udføres i egetræ og er en genfortolkning af det karakteristiske harlekinmønster, der pryder hovedindgangen til Tivoli Friheden.


Se projekt >>>



22/11/12

12 mio. til Herman's

Salling-fondene støtter teaterbyggeriet i Tivoli Friheden med 12 mio. kroner. Beløbet er en del af en større donation til fritids- og kulturlivet i Aarhus. I forbindelse med dagens pressemøde i Sallings varehus blev det offentliggjort, at det nye teater kommer til at hedde Herman's. Vi på tegnestuen glæder os sammen med bygherre over donationen og ser frem til at komme igang med byggeriet.


Se projekt >>>



06/10/12

Roser til Munch udstilling

En samstemmende dansk presse giver topkarakter til den store Munch udstilling på ARoS. Udstillingen fremhæves for sin evne til at formidle kunstnerens personlige historie i relation til værkerne, samt måden hvorpå designet af udstillingsrummene fremhæver den angstfyldte stemning, der findes i Edvard Munchs malerier.



Se projekt >>>



01/09/12

Nyt teater i Tivoli Friheden

Efter flere måneders skitsering blev det idag offentliggjort, at Tivoli Friheden A/S vil bygge et nyt teater på knap 2.000 kvm, tegnet af Gjøde & Povlsgaard Arkitekter. Det nye teater bygges med fokus på fleksibilitet og indrettes med en teleskoptribune, der giver plads til enten 800 siddende eller 1.400 stående gæster i salen.



Se projekt >>>



20/08/12

Matricen til TreePot

Efter et hyggeligt besøg hos Modelgården i Spjald er matricen til TreePot nu godkendt. Støbeformen til plantekummen kan således produceres, og de første plantekummer støbes i løbet af den næste måned. Vi glæder os til at præsentere det færdige resultat for bygherre, og ser frem til opstillingen af de første 10 kummer i Aarhus til foråret.



Se projekt >>>



17/07/12

Ombygning i Risskov

Tegnestuen har fået til opgave at stå for ombygningen af en villa fra 1952, og arbejdet er i fuld gang. I kælderen ombygges kedelrum og viktualierum til soveværelse og badeværelse. I stuen laves et stort vindue mod haven og det gamle æbletræ. Haven omlægges og der etableres en ny terrasse i niveau med kælderen samt en sti, som knytter hus og have tæt sammen.


Se projekt >>>



09/06/12

Udsigtspunkt i Riis Skov

Gjøde & Povlsgaard Arkitekter gentænker udformningen af det historiske udsigtspunkt Dronningestolen i Riis Skov og tegner en række nye siddemøbler, der giver skovens gæster forskellige muligheder for at slå sig ned og nyde den storslåede udsigt over Aarhusbugten. Projektet forventes realiseret i løbet af 2012.



Se projekt >>>



31/05/12

Plantekumme til Aarhus Midtby

Gjøde & Povlsgaard Arkitekter tegner ny plantekumme til Åboulevarden og Ryesgade i Aarhus Midtby. Kummen støbes i hvid fiberbeton og dimensioneres så det er muligt at slå sig ned på kanten. Kummens dobbeltkrumme overflade gør den til et både indbydende og yderste robust element i et travlt, hektisk og hårdt bymiljø.



Se projekt >>>



22/12/11

Klubhus i Bøgeskov Idrætspark

Gjøde & Povlsgaard Arkitekter er sammen med Brdr. Thybo og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører blevet prækvalificeret til at deltage i konkurrencen om et nyt klubhus til Bøgeskov Idrætspark. Klubhuset er et centralt element i den lokalplan, som tegnestuen har udarbejdet for det nye idrætsanlæg, og vi ser frem til at deltage i konkurrencen.


Se projekt >>>



09/11/11

Udearealer på Marselis Boulevard

Tegnestuen har afleveret forslag til forbedring af udearealerne omkring et større etagebyggeri på Marselis Boulevard i Aarhus. Forslaget fremhæver stedets markante arkitektur og giver beboerne nye muligheder for ophold og aktivitet i det fri. Samtidig indeholder forslaget en række markante landskabselementer, som kan opleves fra de vestvendte altaner i ejendommen.


Se projekt >>>



02/11/11

Vinderforslag til Risskov Bibliotek

Gjøde & Povlsgaard Arkitekter vinder indbudt konkurrence om nyt indgangsparti til Risskov Bibliotek. Opførelsen af det nye indgangsparti sker i forbindelse med en større renovering og ombygning af biblioteket, som i år fejrer 50-års jubilæum. Udover indgangspartiet har tegnestuen også stillet forslag til en videoskulptur, der iscenesætter ankomsten til biblioteket.


Se projekt >>>



25/10/11

Bøgeskov Idrætspark II

Med udgangspunkt i den lokalplan, som tegnestuen udarbejdede for Aarhus Kommune i foråret, er etableringen af Bøgeskov Idrætspark nu i fuld gang. Stier, vandløb og søer er anlagt, som skitseret i lokalplanen, og boldbanerne er godt på vej. Det samlede anlæg forventes indviet i foråret 2013, hvor banerne er klar til brug og områdets nye klubhus står færdigt.


Se projekt >>>



12/09/11

Indvielse i Viby

Efter godt ét års arbejde indvies de nye idrætsfaciliteter på Viby Stadion. Udover den nye forplads og det ombyggede og renoverede klubhus, indvies også den nye atletikbane, som fuldender anlægget. Vi siger tak for et godt samarbejde til alle indvolverede, og glæder os over det fine resultat, som vi håber vil berige klublivet i mange år frem.


Se projekt >>>



Johan Gjøde
Cand. Arch./ Partner
johan@gpark.dk
(+45) 28 97 65 38
Niels Bjørn Povlsgaard
Cand. Arch./ Partner
niels@gpark.dk
(+45) 51 90 96 60
Iben Holm
Cand. Arch.
iben@gpark.dk
(+45) 22 63 20 94
Gunhild Buskov Romme
Cand. Arch. (Barsel)
gunhild@gpark.dk
(+45) 29 80 30 79
Kasper Kromann
Cand. Arch.
kasper@gpark.dk
(+45) 28 19 17 56
Pit Herold
Cand. Arch.
pit@gpark.dk
(+45) 42 94 78 94
Linn Therese Fenes Forren
Cand. Arch.
mail@gpark.dk
-
Anne Monrad
Bach. Arch.
mail@gpark.dk
-
Mette Christensen
Bach. Arch.
mail@gpark.dk
-
Gjøde & Povlsgaard
Arkitekter ApS
Høegh-Guldbergs Gade 65, 8000 DK
mail@gpark.dk
CVR: 37 31 69 97